Hvad er forretningsanalyse?
Forretningsanalyse kombinerer strategisk tænkning, meningsfulde løsninger og tæt samarbejde med mennesker – altid med plads til nysgerrighed og udvikling.
Af Line Karkov
December 2025
Med over 10 års praktisk erfaring inden for forretningsanalyse, undervisning og en CBAP-certificering fra IIBA er Sanne Bjerg en af Danmarks førende praktikere på området. Som selvstændig konsulent har hun arbejdet på tværs af brancher og projekter. Derfor er der ingen bedre til at forklare, hvad forretningsanalyse egentlig er.
I den anledning har vi stillet Sanne fem spørgsmål om hvad forretningsanalyse er og hvad det bidrager med.
Hvad er forretningsanalyse?
Forretningsanalyse handler om at skabe forståelse for sin forretning, produkt og brugere, og omsætte den viden til en beskrivelse af behov og løsninger. Hvis det virker abstrakt, så er det fordi det er en profession med meget alsidighed, som dækker alt fra strategianalyse til konkret løsningsevaluering. Det betyder også, at det kan variere en del hvad den enkelte forretningsanalytiker har fokus på til daglig.
Skal man kunne skrive kode for at arbejde med forretningsanalyse?
Nej, overhovedet ikke. Af og til kan det være en fordel med teknisk indsigt, da det gør det lettere at evaluere løsningsforslag og kommunikere med teknikere, udviklere og arkitekter. Men der vil oftest være kollegaer, der kan bidrage på den front, hvor opgaven for en forretningsanalytiker typisk vil være mere faciliterende, nysgerrig og strukturskabende. I en snak mellem teknikere kan det forretningsmæssige formål nogle gange tabes af syne og her er det vigtigt, at der er en part tilstede der kan sende diskussionen på ret kurs igen. Det kan f.eks. være en nysgerrig forretningsanalytiker med god forretningsmæssig indsigt.
Som forretningsanalytiker har du brug for en god blanding af metodekendskab, evne til kritisk tænkning og problemløsning, samt gode kommunikative kompetencer. Hvis du er analytisk og god til at skabe struktur og se sammenhænge, eller er nysgerrig på mennesker og god til interessenthåndtering, så er du allerede godt på vej.
En forretningsanalytikers metodebog er tyk og overlapper i høj grad med hele eller dele af metodekataloget hos naboprofessionerne, som for eksempel proceskonsulenter, it-arkitekter, UX-designere og facilitatorer. Det betyder også, at en erfaren forretningsanalytiker vil have metoder de har lang erfaring med, samt en lang række metoder de kun har overfladisk kendskab til. Jeg er f.eks. rigtig god til procesmodellering, workshops, interviews og skrive krav, men har langt mindre erfaring med prototyping og spørgeskemaer. For nogle af mine kollegaer vil billedet være nogenlunde det samme, og for andre vil det se helt anderledes ud. Ofte afhænger det af, hvilke projekter og brancher vi er landet i løbet af vores arbejdsliv.
Jeg har lige for nylig lavet en spørgeskemaundersøgelse for første gang i mange år. Det var ikke helt let. Jeg havde den teoretiske viden på plads og jeg kendte til mange af faldgruberne, men jeg manglede den praktiske erfaring. På grund af bredden inden for forretningsanalyse, er den situation bestemt ikke ukendt for selv erfarne forretningsanalytikers. Og her er det vigtigere at kunne svare på, hvorfor du vælger en bestemt fremgangsmåde, end det er afgørende at du har års erfaring i eksekvering.
Hvilke opgaver løser en forretningsanalytiker typisk?
Langt de fleste forretningsanalytikere jeg møder, har i deres daglige arbejde ansvar for at afdække behov og skrive krav i en eller anden form. Rammerne er oftest allerede sat for dem og de arbejder på et konkret projekt. Strategi fylder sjældent specielt meget, og når det gør, så er det mere som et styrende formål for udviklingen af konkrete krav.
Mange forretningsanalytikere er en del af et team, f.eks. et agilt udviklingsteam, hvor deres rolle er at være nysgerrig på behov, formulere krav og validere disse krav. Her er en del af opgaven ofte at få forskellige interessentgrupper til at snakke sammen og medvirke til at skabe den der famøse brobygning mellem forretningsbehov og løsning. En sådan forretningsanalytiker kunne f.eks. bruge sin tid på at planlægge og gennemføre interviews eller observationer, læse baggrundsmateriale (inkl. standarder, dokumentation og lovgivning), facilitere workshops med interessenter, skrive krav, styre refinementsessioner og holde styr på en backlog.
Hvilken uddannelse skal man have?
Det er et godt spørgsmål, men der er ikke ét præcist svar. Der er ingen specifikke krav til uddannelse som forretningsanalytiker. De fleste arbejdsgivere vil forvente en eller anden form for akademisk uddannelse. Det kan give god mening, da generel videnskabelig metode og analytisk evne er et rigtig godt udgangspunkt. Men mange uddannelser kan bruges aktivt som forretningsanalytiker. Hvis du for eksempel har en uddannelse indenfor softwareudvikling, business, psykologi eller har studeret antropologi vil du have kompetencer med i bagagen, som giver dig en fordel.
Hvis du har et ønske om at arbejde som forretningsanalytiker i en specifik branche kan det også være en fordel (af og til endda et krav) at du har uddannelse eller erfaring indenfor den specifikke branche. Mange forretningsanalytikere er faktisk også startet som fageksperter indenfor deres område og senere har de bygget på med generiske forretningsanalysekompetencer.
Uafhængigt af hvor du starter, så vil jeg anbefale en eller anden form for efteruddannelse, da det kan være en stor hjælp for rigtig mange forretningsanalytikere. De færreste arbejdsgivere er gode til at guide nystartede forretningsanalytikere på vej, og det skaber selvfølgelig forvirring og frustrationer. Det bliver stille og roligt bedre, men der er lang vej igen. Og i mellemtiden så hjælper vi os selv bedst ved at indgå i fællesskaber, tage på kursus eller bare læse op på vores fagområde.
Hvad er det bedste ved at være forretningsanalytiker?
Der er plads til min næsten uendelige nysgerrighed, lyst til at lære nyt hele tiden og fuldstændig manglende evne til at håndtere dage, der ligner hinanden. Det er altså en profession, der tiltaler min personlighed. Som selvstændig konsulent har jeg taget det lidt til ekstremerne, når det kommer til forandringsparathed. Så mit umiddelbare svar er ikke nødvendigvis en særlig god reference for de fleste forretningsanalytikere. Men hvis du godt kan lide en god blanding af menneskekontakt, analytiske opgaver og samtidig er nysgerrig, så er den en virkelig fantastisk profession.
Add text here